I det netop præsenterede reformudspil ”Danmark Kan Mere 1” foreslår regeringen at sænke dagpengesatsen for nyudklækkede dimittender under 30 år uden forsørgerpligt fra 13.815 kroner pr. måned til 9.500 kroner pr. måned samt at forkorte de nyudklækkede dimittenders dagpengeperiode fra to til ét år. Målet er lavere arbejdsløshed, og i artiklen her kigger vi nærmere på, hvor stor ledighedsprocenten egentlig er blandt dimittenderne, og hvorvidt det er realistisk, at udspillet får den tiltænkte effekt, hvis det fører til en lovændring.
Tirsdag den 7. september præsenterede regeringen reformudspillet ”Danmark Kan Mere 1”, hvis altoverskyggende fokuspunkt er at få nedbragt ledighedsprocenten i Danmark.
Reformudspillet byder på en række forskellige forslag, eksempelvis at personer, der fortsætter med at arbejde efter pensionsalderen, skal belønnes med en økonomisk bonus, og at der skal indføres en arbejdspligt, hvilket vil sige, at hvis man kommer på dagpenge eller kontanthjælp, er man forpligtet til at arbejde 37 timer ugentligt for at få sin ydelse.
Selvom udspillet indeholder mange forslag, er det særligt et, som har tiltrukket sig den brede befolknings opmærksomhed, og som er blevet genstand for megen debat.
Forslaget går på at sænke dagpengesatsen for nyudklækkede dimittender under 30 år fra 13.815 kroner til 9.500 kroner samt at forkorte perioden, hvor det som dimittend vil være muligt at få dagpenge, fra to til et år.
På Twitter er debatten omkring dette forslag mere eller mindre ensidig. I hvert fald mener størstedelen af Twitter-brugerne, at regeringen igen straffer de unge, når de økonomiske huller skal fyldes, og at det kan være dybt problematisk at tvinge mennesker ud i job, som de ikke har lyst til at bestride.
Regeringen anklages af flere brugere for at agere alt andet end socialdemokratisk. Det postuleres, at der fra regeringens side i stedet bliver ført borgerlig politik, som ikke tager hensyn til de svage i samfundet.
Jeg har alle dage haft succes i mit arbejde, fordi jeg beskæftiger mig med opgaver, jeg brænder for. Det Mette Frederiksen siger her er noget vrøvl, hun hiver ud af den tynde luft, fordi der mangler arbejdskraft.
— Randahl Fink (@R4nd4hl) September 8, 2021
Er du ung og arbejdsløs så vid, at lysten driver værket. #dkpol pic.twitter.com/L9pZc4pp1Q
Er man i tvivl om, hvorvidt S tjener den brede befolknings interesser, skal man blot minde sig selv om, at partiet fandt det absolut nødvendigt at overkompensere en døende og forgældet minkindustri med flere milliarder, mens dimittender skal have skåret i deres dagpenge #dkpol
— Cihat Bardak (@Cihat_Bardak) September 7, 2021
Kan I huske den gang en regering var på de unges, de fattiges og de sårbares side? Det kan jeg heller ikke. #dkpol
— Max Bitter (@MaksBitter) September 7, 2021
Mette Frederiksen er den sidemandsoplærte centerchef fra socialforvaltningen, der forveksler løntrin med kompetence og afsky med respekt.
— Anna Bylov Kristensen (@AnnaBylov) September 7, 2021
Dimittendsatsen er allerede under det, som Finansministeriet, Danmarks Statistik og EU definerer som relativ fattigdom. Hvordan stemmer det over ens med at det er social balanceret at skære yderligere @PHummelgaard?https://t.co/SYv1YAQxGYhttps://t.co/xyKfkhPsuv #dkpol
— Mads Bay (@BayMads) September 7, 2021
Hvis Socialdemokratiet gennemfører en forringelse af dimittendsatsen er der tale om et soleklart løftebrud - og et udtryk for, at man er tilbage på Corydons kurs mod afgrunden. https://t.co/Kc9ZD8jGTh
— Per Clausen (@PerClausen3) September 7, 2021
Hvor mange dimittender er arbejdsløse?
Inden vi diskuterer, hvorvidt det er realistisk, at regeringens udspil får den tilsigtede effekt, sæt det føres igennem, mener vi, at det er interessant at kigge på, hvor stor ledighedsprocenten egentlig er for dimittender, og hvor længe der typisk går, før en dimittend får sit første job.
Disse forhold er nemlig yderst centrale for at vurdere omfanget af den udfordring, som regeringen med sit udspil ønsker at overkomme.
De nyeste ledighedstal for nyudklækkede dimittender refererer til situationen i juli 2021, og det er Akademikerne.dk, der står bag disse tal.
Ifølge Akademikerne.dk var 28,1 % af de akademisk uddannede, der dimitterede for maksimalt 12 måneder siden, ledige i juli.
Hvis vi kigger på gruppen, der dimitterede for mellem 12 og 24 måneder siden, var ledighedsprocenten – i samme måned – 11,5 %.
Hvis vi kigger på bruttoledigheden – altså den samlede andel ledige blandt arbejdsdygtige danskere – lå ledighedsprocenten på 5,1 %.
Hvor længe går en nyuddannet akademiker typisk ledig?
Det har ikke været nogen let opgave at finde data omkring, hvor længe en nyuddannet akademiker i gennemsnit bruger på at lande sit første job.
Ifølge fagfællesskabet IDA går der typisk fire måneder efter endt uddannelse, til det første job er i hus.
IDA er dog et fagfælleskab målrettet ingeniører, it-professionelle og science-uddannede, hvorfor der er risiko for, at deres tal udelukkende refererer til disse faggrupper. Hvorvidt dette er tilfældet, fremgår desværre ikke i artiklen, hvor postulatet ytres.
Årsagen til, at det er problematisk, hvis IDAs postulat refererer til en afgrænset mængde akademikere, er, at der ses stor forskel i ledighedsprocenterne for dimittender, alt efter hvilken uddannelse de har taget.
Som du kan se på ovenstående tabel, er der en række uddannelser, hvor ledighedsprocenten for nyudklækkede dimittender er over 50, mens ledighedsprocenten for dimittender, der har taget andre uddannelser, såsom dyrlæge-uddannelsen og en bachelor i samfundsfag, kun er en smule over ti.
Med andre ord er der altså rigtig, rigtig stor forskel på andelen af ledige nyudklækkede dimittender for de forskellige uddannelser, hvorfor svaret på spørgsmålet om, hvor lang tid det tager en dimittend at lande sit første job efter endt uddannelse, i mange tilfælde vil være delvist betinget af uddannelsesvalg.
Vil regeringens udspil få den tilsigtede effekt?
På nuværende tidspunkt ved ingen, hvorvidt udspillet omkring at sænke dimittendsatsen bliver ført igennem eller ej. Sådan er det med udspil.
Et udspil er nemlig blot et udkast til en potentiel fast aftale. Hvis der kan samles et flertal, der bakker op om ens forslag, fører dette sandsynligvis til en lovændring, mens forslaget omvendt forkastes, hvis ikke det er muligt at samle et flertal, der bakker op.
Selvom ingen endnu aner, hvorvidt udspillet omkring at sænke dimittendsatsen fører til nogen lovændring eller ej, mener vi stadigvæk, det er interessant at belyse, hvorvidt det er realistisk, at en sådan ændring vil få den tilsigtede effekt.
Med henblik på at belyse emnet har vi allieret os med Birthe Larsen, der er lektor for Instituttet for Økonomi ved CBS.
Birthe er faktisk ikke afvisende for, at en nedsættelse af dimittendsatsen vil kunne føre til lavere ledighed blandt nyudklækkede dimittender. At det vil gøre en betydelig forskel i ledighedsprocenterne stiller hun sig dog stærkt kritisk over for.
”Jeg mener, at der er tre relevante spørgsmål at stille i forhold til forslaget. For det første: Vil det virkelig bidrage til en betydelig stigning i beskæftigelsen, at nyuddannede akademikere bruger en anelse kortere tid på at lande det første job? For det andet: Er det ønskværdigt, at højtuddannede er nødt til at tage et job, som de er overkvalificeret til, hvis en måneds ekstra søgning eller to ville gøre det muligt at finde et job, som passer til deres kvalifikationer?” udtaler Birthe Larsen.
Ifølge Birthe Larsen er det altså ikke urealistisk, at regeringens udspil vil føre til en stigning i højtuddannede, der ender med at tage jobs, som de på papiret er overkvalificerede til, hvilket med andre ord vil sige, at staten ender med at betale for lange og dyre uddannelser, som en stigende mængde ikke kommer til at gøre brug af. I hvert fald ikke i forbindelse med deres første job(s).
Dette er selvsagt ikke optimalt, og faktisk er der endnu et lag til denne potentielle situation, der gør den endnu mere uhensigtsmæssig i et økonomisk perspektiv.
”Det kan ikke udelukkes, at Danmark mister netop produktion og skattekroner, hvis de nyuddannede akademikere bruger lang tid i jobs, som de er overkvalificerede til,” forklarer Birthe Larsen, inden hun giver sig til at italesætte den – i hendes øjne – tredje store udfordring ved at sænke dimittendsatsen.
”For det tredje kan det betyde, at færre nyuddannede akademikere melder sig i ind i en a-kasse. Stor tilslutning til a-kasserne er et vigtigt element i den danske flexicurity model. I modsætning til mange sydeuropæiske lande har Danmark lave fyringsomkostninger, og denne fleksibilitet plejer vi at lovprise og fremhæve som hemmeligheden bag vores lave ledighed, da virksomheder ikke er så bange for at ansætte, hvis det er relativt billigt at fyre i tilfælde af dårlige tider, forklarer Birthe Larsen, og fortsætter:
”Hvis et a-kasse-medlemskab bliver mindre attraktivt og færre melder sig ind, bliver sikkerhedsnettet dårligere. Dermed vil flere måske efterspørge mere jobsikkerhed, dvs. en længere periode med løn efter en fyring, hvilket altså kan mindske opbakningen til den danske flexicurity-model,” forklarer Birthe Larsen.
Dog har hun naturligvis også bemærket, at der i reformudspillet er et forslag om at hæve dagpengesatsen til 24.500 kroner de tre første måneder efter ledighed for dem, der opfylder kravene til at modtage den højeste sats, hvilket – modsat udspillet omkring at mindske dimittendsatsen – kan øge antallet af a-kasse-medlemmer.
”Omvendt kan det større beløb udbetalt efter første beskæftigelsesperiode have en positiv effekt på, hvor mange der melder sig i en a-kasse. Den effekt er dog sikkert størst for grupper med stor ledighedsgrad og derfor måske ikke for så mange akademikere,” afslutter Birthe Larsen.