Dagpengesatserne bliver reguleret én gang om året pr. 1. januar. Her på siden kan du se, hvor meget du kan få i dagpenge i 2025.
For at få dagpenge skal du være medlem af en a-kasse. I Danmark har vi +20 forskellige a-kasser, du kan vælge imellem. Dagpengesatsen er ens hos alle a-kasser. Hvis du endnu ikke er medlem af en a-kasse, kan du sammenligne udbuddet ved at klikke her.
Din dagpengesats afhænger af, hvad du tjente, før du blev arbejdsløs, samt om du er fuldtidsforsikret, deltidsforsikret eller dimittend (nyuddannet). Din dagpengesats bliver nemlig beregnet ud fra de 12 måneder, i løbet af de seneste 24 måneder, hvor du havde din højeste indtjening.
For at få den højeste dagpengesats, skal du have tjent mindst 25.070 kroner i bruttoindkomst hver måned i 12 måneder. Hvis du er fuldtidsforsikret, er den højeste dagpengesats på 21.092 kroner om måneden, og hvis du er deltidsforsikret, er den højeste dagpengesats på 14.061 kroner om måneden.
Nedenfor kan du se alle dagpengesatserne for 2025. Satserne er alle et bruttobeløb, så hvor meget du præcist får udbetalt, afhænger af, hvor høj din trækprocent og dit fradrag er.
Hvilken gruppe? | Maksimal sats Pr. md (før skat) | Maksimal sats Pr. år (før skat) |
Fuldtidsforsikrede | 21.092 kr. | 253.104 kr. |
Fuldtidsforsikrede (med beskæftigelsestillæg) | 25.070 kr.* | 265.038 kr. |
Fuldtidsforsikrede dimittender under 30 år (ikke-forsørgere) | 15.081 kr.* | 138.582 kr. |
Fuldtidsforsikrede dimittender over 30 år (ikke-forsørgere) | 15.081 kr.* | 163.143 kr. |
Fuldtidsforsikrede dimittender (forsørgere) | 17.295 kr. | 207.540 kr. |
Deltidsforsikrede | 14.061 kr. | 168.732 kr. |
Deltidsforsikrede (med beskæftigelsestillæg) | 16.713 kr.* | 176.688 kr. |
Deltidsforsikrede dimittender (ikke-forsørgere) – under 30 år | 10.054 kr.* | 92.388 kr. |
Deltidsforsikrede dimittender (ikke-forsørgere) – over 30 år | 10.054 kr.* | 108.759 kr. |
Deltidsforsikrede dimittender (forsørgere) | 11.530 kr. | 138.360 kr. |
Alle satser markeret med * falder efter tre måneders ledighed.
For at få dagpenge er der nogle krav, du skal opfylde. Først og fremmest skal du – som sagt – være medlem af en a-kasse. Derudover gælder tre følgende krav:
Du skal have været medlem af en a-kasse i et år.
For at have optjent din ret til dagpenge skal du have været medlem af en a-kasse i mindst ét år. Hvis du har det, undgår du karenstid og kan dermed få dagpenge fra første dag, du står uden arbejde.
- Du skal opfylde indkomstkravet.
Hvis du er fuldtidsforsikret, skal du have haft en indkomst på over 273.504 kroner inden for de seneste tre år. Er du deltidsforsikret, skal din indkomst have været på 182.340 kroner inden for de seneste tre år. Både A- og B-indkomst tæller med.
Maksimumbeløbet, for hvad der kan tælles med hver måned, er 22.792 kroner (273.504 kroner om året). Selvom du har tjent mere end det, skal du altså stadig have arbejdet i mindst 12 måneder, før du opfylder indkomstkravet. Det betyder, at det godt kan tage mere end 12 måneder for nogle med lavere indkomst at opfylde indkomstkravet.
Du kan kun medregne indkomst for de perioder, hvor du har været medlem af en a-kasse. Det er indkomstkravet i det år, du søger dagpenge, der er gældende – uanset hvornår du har optjent pengene i løbet af optjeningsperioden.
Optjeningsperioden er de seneste tre år forud for indplaceringstidspunktet – altså det tidspunkt du søger om dagpenge fra. Optjeningsperioden kan tidligst starte den dag, du blev medlem af en a-kasse, da det kun er indkomst i medlemsperioder, der tæller med.
Hvis du har fået dagpenge inden for det seneste år, frafalder kravet om indkomst. I stedet skal du have arbejdet 1.924 timer, som svarer til ét års fuldtidsarbejde.
- Du skal være registreret som arbejdssøgende hos Jobcentret og stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
At stå til rådighed for arbejdsmarkedet betyder, at du skal være klar til at kunne tage et arbejde på op til 37 timer om ugen, hvis du er fuldtidsforsikret, og op til 30 timer om ugen, hvis du er deltidsforsikret.
Hvis du selv har opsagt dit job uden gyldig grund, eller hvis du er blevet afskediget af en grund, som a-kassen vurderer er selvforskyldt, får du tre ugers karantæne, før du kan få dagpenge.
Hvor længe har du ret til dagpenge?
I dagpengeperioden har du ret til dagpenge og andre ydelser i to år inden for en periode på tre år (referenceperioden). Ved at arbejde kan du dog optjene en forlænget dagpengeperiode samt en forlængelse af referenceperioden.
Nyuddannede har i udgangspunktet ret til dagpenge i et år
Hvis du er nyuddannet, har du ret til en ét-årig dagpengeperiode. Denne skal være brugt inden for to år. Ved at arbejde kan du forlænge denne dagpengeperiode med op til et år.
Karensdag hver fjerde måned
Der er en karensdag hver fjerde måned, du har været på dagpenge. Det betyder, at dine dagpenge hver fjerde måned bliver nedsat med det, der svarer til én dags dagpenge. For at undgå en karensdag skal du have arbejdet over 148 timer inden for disse fire måneder.
Genoptjening af retten til en ny dagpengeperiode
For at genoptjene retten til en ny toårig dagpengeperiode, skal du opfylde beskæftigelseskravet i stedet for indkomstkravet, som du skal opfylde, hvis du er ny-ledig.
Det betyder, at du som fuldtidsforsikret skal have indberettet mindst 1924 timers arbejde til indkomstregistret i løbet af optjeningsperioden – altså inden for de seneste tre år. Som deltidsforsikret skal du have indberettet mindst 1258 timers arbejde inden for optjeningsperioden.
Ligesom ved indkomstkravet er det kun indberettede løntimer i den periode, du er medlem af en a-kasse, der tæller med.